Vedtægter

Printvenlig fil

Vedtægter for EDR Skanderborg afdeling

 

§1. Foreningens navn er EDR Skanderborg afdeling. Foreningen er en lokalafdeling af Experimenterende Danske Radioamatører (EDR).

§2.  Foreningens formål er:
– at samle amatørradiointeresserede.
– at virke for amatørradioens udvikling.
– at arbejde for en forbedring af radioamatørernes arbejdsvilkår.
– at støtte den enkelte radioamatør i bestræbelserne for at forbedre den tekniske kunnen.
– at repræsentere radioamatørerne over for andre organisationer og over for myndighederne.
Afdelingen er uafhængig af partipolitik.

§3. Optagelse sker ved henvendelse til foreningens bestyrelse.
Når indmeldelsesgebyr og kontingent er indbetalt til kassereren, er medlemskabet gyldigt, og medlemmet har stemmeret. Såfremt flere medlemmer tilhører samme husstand, og ét af disse betaler fuldt kontingent, kan de øvrige optages, som familiemedlemmer til, et af generalforsamlingen, fastsat lavere kontingent. Alle medlemmer er valgbare efter 6 måneders medlemskab..

§4. Et medlem, der ved sin færden og optræden modvirker foreningens formålsparagraf, kan af bestyrelsen ekskluderes uden forudgående varsel.
Medlemmet kan forlange eksklusionen prøvet på den førstkommende generalforsamling.

§5. Der betales ved optagelse i foreningen et indmeldelsesgebyr samt et årligt kontingent/familiekontingent. Størrelsen af såvel indmeldelsesgebyr som kontingent/familiekontingent fastsættes af generalforsamlingen i forbindelse med fremlæggelse af budgetforslag. Såfremt kontingentet ikke er indbetalt senest 2 måneder efter den fastsatte termin, slettes vedkommende af medlemslisten og må betale nyt indmeldelsesgebyr for optagelse i afdelingen.

§6. Bestyrelsen består af 5 medlemmer.
Formanden vælges separat.
Formanden skal være medlem af EDR og have certifikat.
Den øvrige bestyrelse konstituerer sig med næstformand, kasserer og sekretær.
Foreningen tegnes af formanden, dog økonomisk af kassereren.
Ved dispositioner, der ligger ud over den daglige drift, tegnes foreningen af formand og kasserer i forening.
Foreningens postadresse er formandens.
Sekretæren fører et referat af bestyrelsesmøderne.
Foreningen driver hjemmesiden www.oz7skb.dk.

Bestyrelsen vælges på de ordinære generalforsamlinger for en periode af 2 år.
Genvalg kan finde sted.
Valg til bestyrelsen kan foregå skriftligt, og der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

§7. Hvis der i forbindelse med afstemning i bestyrelsen opstår stemmelighed, vil formandens stemme være afgørende.

§8. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i februar eller marts med følgende dagsorden:

Lige årstal:
1. Valg af dirigent.
2. Formandens beretning.
3.    a: Kassereren fremlægger det reviderede regnskab til efterretning.
b: Kassereren fremlægger et budgetforslag for det kommende år til godkendelse.
4. Indkomne forslag.
5. Valg af formand.
6. Valg af to bestyrelsesmedlemmer.
7. Valg af en revisor og en revisorsuppleant.
8. Eventuelt.

Ulige årstal:
1. Valg af dirigent.
2. Formandens beretning.
3.   a: Kassereren fremlægger det reviderede regnskab til efterretning.
b: Kassereren fremlægger et budgetforslag for det kommende år til godkendelse.
4. Indkomne forslag.
5. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer og to suppleanter.
6. Valg af en revisorsuppleant.
7. Eventuelt.

§9. Indkaldelse til ordinær generalforsamling sker ved opslag på OZ7SKB.DK og skriftligt pr. brev eller e-mail til medlemmerne mindst 14 dage før generalforsamlingen finder sted.
Eventuelle forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden skriftligt i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

§10. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, hvis flertallet af bestyrelsen eller mindst 1/5 af medlemmerne skriftlig anmoder herom.
Afholdelsen sker senest 14 dage efter anmodningen. Indkaldelse skal ske med mindst 8 dages varsel.

§11. Alle beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. Dog kræves der til beslutning om vedtægtsændringer, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for beslutningen.
Stemmeret på generalforsamlingen har kun medlemmer, som har betalt kontingent.
Bestyrelsesmedlemmer vælges for en periode af 2 år.
Ved forfald kan valg finde sted med medlemmets skriftlige tilsagn.
Valg til bestyrelsen skal foregå skriftligt, hvis mindst ét medlem forlanger det. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

 

§12. Foreningens opløsning kan kun ske på to på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger, hvor mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer herfor. Samtidig skal der træffes beslutning angående disposition af foreningens aktiver og passiver.

 

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling 12. sep. 1990.

Ændret § 5 og § 8 den 18. feb. 1993.

Ændret § 3 den 4. marts 1999.

Ændret § 6 den 22. marts 2012

Ændret §§ 8, 9 og 11 den 17. marts 2016

Alle §§ ændret den 1.marts 2018