31. marts
Reddet af forsynet
I serien af historiske foredrag fortalte OZ8WQ Andy torsdag 31/3 om de tyske officerers modstand mod Hitler. Gang på gang på blev Hitler reddet af forsynet under officerernes attentatforsøg på ham.
Til forskel fra flyvevåbnets officerer var de fleste af hærens officerer rekrutteret fra den prøjsiske adel, og kun få var overbeviste nazister. Genindførelsen af værnepligt og genoprustningen efter de ydmygende fredsbestemmelser efter nederlaget under Første Verdenskrig styrkede imidlertid hærens omdømme og officerernes position. Desuden var officererne bundet af troskabseden, så situationen var langtfra simpel og valget enkelt.
Man siger, at billeder fortæller mere end ord. Men denne aften fortalte ord mere end billeder. I løbet af en time formåede Andy at sætte attentatforsøgene på Hitler ind i en større sammenhæng og fastholde tilhørernes opmærksomhed uden fancy hjælpemidler. Fornem optakt til foredraget 14/4 om radioen i Det Tredje Rige.
(Tekst: OZ8CTH)
17. marts
Kamp om formandsposten i EDR
Der måtte hentes ekstra stole, da EDR torsdag 17/3 afholdt Medlemsmøde i område Midtjylland. Mødet fandt sted i Horsens afdelingen og var det sidste regionale opstillingsmøde inden valget i maj til Repræsentantskab (RM), Hovedbestyrelse (HB) og Formandspost.
Der var mødt godt 40 medlemmer, og spørgelysten var stor efter Formandens beretning. I sin beretning kom OZ5HZ Finn Johansen bl.a. ind på den til ophedede debat, der inden for det sidste halve år har været blandt medlemmerne om EDRs ledelse, vedtægter og struktur, og det resulterede i en byge af kritiske spørgsmål og kommentarer fra de fremmødte.
Men også lysten til selv at stille op var stor. OZ5KM Kjeld Majland styrede som dirigent slagets gang. 12 medlemmer fra område Midtjylland stillede op til Repræsentantskabet, 8 medlemmer til Hovedbestyrelsen og 2 medlemmer til Formandsposten, OZ3QY Jan Anderschou fra Silkeborg afdelingen og fra vores egen afdeling, OZ1EDD Kaj. Da den siddende formand genopstiller, og OZ1AHV Finn Madsen fra Ringsted afdelingen også opstiller, bliver der kamp om formandsposten.
Det er et godt tegn. Det er også et godt tegn, at så mange havde lyst til at stille op til Repræsentantskab og Hovedbestyrelse for på den måde få indflydelse på EDR fremtidige udvikling.
(Tekst og foto: OZ8CTH)
Se OZ1EDD Kajs valgblog
Se EDR’s forum. Indeholder bl.a. kommentarer til det forestående valg.
10. marts
Kort referat af den ordinære generalforsamling den 10. marts 2016
Formanden bød velkommen til de i alt 16 fremmødte medlemmer og foreslog under dagsordenens punkt 1 OZ8WQ, Andy som dirigent. Andy blev valgt enstemmigt uden modkandidat.
Dirigenten konstaterede generalforsamlingen lovligt indkaldt iflg. vedtægterne.
Punkt 2 – Formandens beretning (i uddrag).
Peter startede med at konstatere klubbens fortsatte høje aktivitetsniveau og mindedes klubbens 25 års jubilæumsfest og julefrokost på restaurant Sørens Spisehus i Skanderborg.
I juli måtte vi desværre sige farvel til vores kasserer og mangeårige medlem OZ1AHL, Per, der pludselig døde. Klubben var talstærkt repræsenteret ved hans bisættelse. Æret være hans minde.
Heldigvis sagde OZ6KK, Knud Erik straks ja til at indtræde i bestyrelsen som kasserer indtil nyvalg kunne finde sted.
Modsat sidste år kunne Peter konstatere en medlemsfremgang på samlet 8 medlemmer, så vi nu er oppe på 28 medlemmer. Af disse mødes ca. 50% hver torsdag i “Den gule ubåd”, som vi kærligt omtaler klublokalerne.
Herefter gjorde Peter status over årets mange aktiviteter. Se Historiebogen. Han konstaterede, at det høje nivau fortsætter i 2016, og understregede, vi ikke skal hvile på laurbærerne. Det er nødvendigt med nye initiativer og nye ideer. I den forbindelse fremhævede han det igangværende CW-kursus med OZ4AAL, Niels som styrmand.
Beretningen blev modtaget med applaus.
Punkt 3 – Fremlæggelse af regnskab.
OZ6KK, Knud Erik fremlagde regnskabet og forklarede de enkelte poster.
Regnskabet blev modtaget uden bemærkninger.
Punkt 4 – Indkomne forslag:
Forslag til vedtægtsændringer fra OZ1EDD, Kaj. Ændringerne er mest af kosmetisk art for at bringe dem i overensstemmelse med praksis og ny teknologi. Med stor hjælp af OZ1RE, Søren til formuleringerne, blev følgende ændringer enstemmigt vedtaget:
§8 pkt. 3 i dagsorden for både lige og ulige år ændres til:
a: Kassereren fremlægger det reviderede regnskab til efterretning.
b: Kassereren fremlægger et budget for det kommende år til godkendelse.
§9 første afsnit ændres til:
Indkaldelse til ordinær generalforsamling sker ved opslag på OZ7SKB.DK og skriftligt pr. brev eller e-mail til medlemmerne mindst 14 dage før generalforsamlingen finder sted.
§11 ændres til:
Afdelingens opløsning kan kun ske på 2 på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger, hvor mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer herfor. Samtidig skal der træffes bestemmelse angående afdelingens aktiver og passiver.
Bestyrelsen foreslog, at OZ7SKB i 2016 støtter Yding Skovhøj repeateren med 15 kr. pr. medlem. Beslutning herom og beløbets størrelse tages op hvert år på generalforsamlingen. Forslaget blev enstemmigt vedtaget.
Punkt 5 – Valg af formand:
OZ8CTH, Peter på valg. Han blev enstemmigt genvalgt uden modkandidat.
Punkt 6 – Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer:
På valg var OZ1EDD, Kaj og OZ6KK, Knud Erik. Begge blev genvalgt uden modkandidater.
Punkt 7 – Valg af revisor og revisorsuppleant:
OZ7EX, Bent blev genvalgt som revisor.
OZ4BM, Bent blev nyvalgt som revisorsuppleant.
Punkt 8 – Eventuelt:
OZ0APT, Arndt opfordrede til, at kommende produktsammenligninger laves til artikler i OZ. Han vil godt være tovholder med hjælp fra et par andre. Holdet kan skifte efter behov.
OZ6KK, Knud Erik fremlagde et budget for 2016. Næste år skal vi huske specifikt at nævne kontingent og evt. støtte til Yding Skovhøj repeateren.
Dirigenten sluttede af med overlade ordet til formanden, der takkede dirigenten og forsamlingen for god ro og orden, hvorefter vi gik over til smørrebrødet.
Et formelt, underskrevet referat udarbejdes snarest til formanden.
Referent: OZ1EDD, Kaj.
3. marts
Præsentation af Elecraft K3
Den 3. marts præsenterede OZ8CTH, Peter en fuldt bestykket Elecraft K3. OZ9MZ, Jens, der er stationens ejer, havde forfald. Peter startede med en kort gennemgang af Elecrafts produktserie, både den aktuelle og historisk. Her fik vi en forklaring på filosofien bag Elecraft.
Derefter gik Peter over til en gennemgang af K3’erens forskellige funktioner med små hints til de forskelle, der er til K3S modellen.
Præsentationen blev afsluttet med en “online” sammenligning af OZ0APT, Arndts Kenwood TS590S og K3’eren.
Præsentation og sammenligning gav anledning til en god snak om, hvor man får mest for sine penge. Det er stærkt afhængig af, hvad vi hver enkelt går efter.
Aftenens succes lagde grunden til kommende produktsammenligninger.
6. februar
OZ7EX 80år den 6. februar
Tillykke til Bent. Han blev fejret i klubben den 4/2 med et par velvalgte ord af formanden OZ8CTH Peter, samt et par gode dråber fra Italien.
Bent blev bl.a. hyldet for sit trofaste arbejde med at sørge for kaffe, ost og franskbrød til klubaftenerne og arbejdet med at holde styr på biblioteket. En særlig tak til Bent for altid at være fremme i skoene, når der skal ryddes op.
4. februar
Så blev der sat på plads!
OZ4BM Bents 2. foredrag om modtageres testparametre den 4. februar
Efter en grundig repetering af sidste gangs parametre (var vist nødvendig for flere), gik Bent igang med den sidste del. Som sædvanlig veloplagt og på et niveau hvor alle får noget ud af det.
Et par matematiske formler gav en vis forståelse for både lige og ulige intermodulation. Til sidst blev Sherwoods parametre sammenlignet med de, som ARRL anvender. “Same shit” med forskellige navne. Alt i alt et par inspirerende aftener.
7. januar
OZ1AHH Preben og OZ8CTH Peter tester Drake W-4 wattmeter og Bird 43 wattmeter på afdelingens Kenwood TS440. Testen viste marginal forskel på de to instrumenter.
(Foto: OZ1AHH Preben)
14. januar
CW kursus starter
OZ4BM AFKODER SHERWOODS MODTAGERDATA SKEMA
Hvordan måler man en modtagers følsomhed? Hvad betyder ordet støjgulv? Hvad er støj? Og hvad er egentlig en god modtager? Det var nogle af de mange spørgsmål, OZ4BM Bent kom ind på i sit foredrag 14/1, hvor han afkodede Sherwoods skema over modtagerdata og sammenlignede skemaet med de laboratorietests, ARRL udfører og offentliggør i deres anmeldelser af amatørudstyr i QST. Som altid et interessant, kompetent og veloplagt foredrag i en god blanding af teori og praktiske eksempler. Vi glæder os til anden del af foredraget torsdag 28/1.
11. februar
Radioamatør i DDR
I afdelingens serie af historiske foredrag fortalte OZ2CBA Frank 4/2 om at være radioamatør i det tidligere DDR. Det blev en spændende tidsrejse tilbage til Hitlers magtovertagelse i 1933 og frem til Tysklands deling og dannelsen af DDR i 1949.
Som i Det Tredje Rige gik hobby og politik under kommunismen i DDR hånd i hånd. For at få licens som radioamatør skulle man være medlem af Gesellschaft für Sport Technik og være anerkendt som politisk pålidelig. Interessen for radiokommunikation kunne bl.a. dyrkes som medlem af det socialistiske ungdomsforbund FDJ og i arbejderklassens såkaldte Kampgrupper.
Frank, der er født i Tyskland, krydrede sit foredrag med personlige historier fra dengang, han selv blev interesseret i radio og kunne følge med i radiokommunikationen på den anden side af grænsen, hvor man brugte udstyr fremstillet af VEB Funkwek Köpenick i Berlin. Han viste billeder af den foretrukne VHF transceiver i den østtyske folkehær og sikkerhedstjeneste STASI og præsenterede sit eget trofæ, en SEG 15 D 160-40 meter 15W transceiver årgang 1979. I dag noget af et samlerobjekt og et eksempel på, at man i DDR inden for radiokommunikation og elektronik på ingen måde var tilbagestående.
(Foto: OZ2CBA og OZ8CTH. Tekst: OZ8CTH)
10. marts
GENERALFORSAMLING
OZ7SKB EDR SKANDERBORG
Der indkaldes til ordinær generalforsamling i OZ7SKB EDR Skanderborg torsdag den 10. marts 2016 kl. 19.30 på Niels Ebbesens Skolen, Højvangens Torv 4, 8660 Skanderborg.
Dagsorden ifølge vedtægterne.
- Valg af dirigent.
- Formandens beretning.
- Kassereren fremlægger det reviderede regnskab.
- Indkomne forslag.
- Valg af formand.
På valg OZ8CTH Peter. - Valg af to bestyrelsesmedlemmer.
På valg OZ1EDD Kaj og OZ6KK Knud Erik. - Valg af en revisor og en revisorsuppleant.
På valg OZ7EX Bent og OZ9MZ Jens. - Eventuelt
Efter generalforsamlingen er klubben vært ved et mindre traktement. Derfor er tilmelding nødvendig senest torsdag den 3. marts.
Eventuelle forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden (OZ8CTH) i hænde senest før 8 dage før generalforsamlingens afholdelse, dvs. senest torsdag den 3. marts. Tlf. 86982308/24630692. Email: oz8cth@mail.dk
Med venlig hilsen
OZ8CTH Peter
NB: Husk at få betalt kontingent senest 1. marts.